SkagenOriginal TextSkagen © lyrikline Det er mig der har malet billederne på Skagens museum.
Jeg sagde til mig selv der har du dit liv og så begyndte jeg at male.
Jeg tror det startede med frokostbilledet jeg blev så sulten følte mig så hjemme.
Jeg malede Krøyer og Drachmann Tuxen, Ancher - både hun og ham og alle andre helt ned til Tørsleff.
Det var et mægtigt arbejde men jeg havde det jo godt så det var ikke noget.
Drachmann hjalp mig lidt og Krøyer vi talte meget så og drak en lille smule.
Vi så på Skagen malede en masse billeder fik lyset frem men måske mest en livsform vores egen den jeg faldt for.
Jeg husker timerne med Krøyers kone under hyldetræerne hos Drachmanns, bourgognen i de svære glas og alting set i sommerbilleder melankolsk som var det hele længst forbi.
Jeg husker aftnerne på Grenen vandene der mødtes og besværet med at få farven til at makke ret det var jo mig der skulle male alting ville male alting før det ikke var der mere.
Der er en duft af død idyl og linnedskuffer med lavendel over mine Skagenslærreder, men det var livligt nok dengang det var det. Vi rejste os fra bordet oven på den lange frokost og stemmerne var blevet mere sagte. Vi stod i skumringen før hver gik hjem til sit men det var svært at bryde op.
Så vendte Anna Ancher sig og sagde: Vi skal sove nu. Hun tog sin mands arm, gik med ham igennem lågen og langsomt fulgte alle efter. Skridtene forsvandt imellem husene værten slukkede sin lampe det var for sent at male mere. EnglishSkagen
Translated by John Irons
I’m the one who’s painted
I said to myself
I think it all started with the lunch picture
I painted Krøyer and Drachmann
It was a colossal undertaking
Drachmann helped me a bit
We looked at Skagen
I remember the hours
I remember the evenings at the Prong
There was a scent of death
Then Anna Ancher turned round GermanSkagen
Translated by Lutz Volke
Ich war es ich habe die Bilder in Skagens Museum gemalt.
Ich hab mir gesagt hier hast du dein Leben und malte.
Ich glaube zuerst das Frühstücksbild ich hatte solchen Hunger fühlte mich so zu Hause.
Ich malte Krøyer und Drachmann Tuxen, Ancher - sie und ihn und alle anderen bis hin zu Tørsleff.
Ein gewaltiges Stück Arbeit doch ich fühlte mich wohl dabei und so machte es mir nichts aus.
Drachmann griff mit ein und Krøyer wir redeten viel schauten und tranken ein paar Schluck.
Wir hatten Skagen vor uns liegen malten eine Menge Bilder kitzelten das Licht heraus jedoch wohl vor allem die Lebensart unsere Art zu leben die Art die mir gefiel.
Ich denke an die Stunden mit der Frau von Krøyer unterm Hollerbusch bei Drachmanns Bourgogne in schweren Gläsern und alles gesehen in Sommerbildern melancholisch als wär das Ganze längst vorbei.
Ich denke an die Abende auf Grenen an die Wasser die sich trafen und an die Probleme mit den Farben daß sie stimmten ich war es schließlich der malen sollte alles malen wollte bevor es verging.
Es liegt ein Hauch von Tod Idyll und Wäscheschränken mit Lavendel über meinen Leinwänden aus Skagen aber Leben gab es damals alles war voll Leben.
Wir erhoben uns vom Tisch die Stimmen leicht gedämpft am Ende eines langen Mahls. Wir standen in der Dämmerung bevor ein jeder Abschied nahm doch es fiel schwer zu gehen.
Dann gab sich Anna Ancher einen Ruck und sagte: Es ist Zeit fürs Bett. Nahm ihren Mann beim Arm ging mit ihm zur Pforte und langsam folgten alle nach. Die Schritte verschwanden zwischen den Häusern der Hausherr löschte das Licht zu spät um weiter zu malen.
|